Dear dreams

Igår følte jeg mig frygtelig kreativ, når det kommer til mit nye board. Jeg havde skrevet en karakter til det (Adelaide Nicole Rubian - huhu), og jeg havde fundet et faceclaim, men suk, jeg havde ikke noget siggy. Hvad gør man så? Jo, først spørger man alle man overhovedet kender, om de kan, men ingen kan, eller kender nogen der kan. Hvad gør man så? Jo, man åbner photofiltre, og så forsøger man selv, og ovenstående er hvad der kom ud af mit aldeles geniale forsøg!

Og ja, det skal lige siges at jeg er frygtelig selvglad omkring det her billede, jeg er stolt, og enhver der ikke kan lide det, kan få presset en marzipangris ned i halsen, skylle den ned med kogende kaffe, og få I et klistermærke sat i panden - slam! Jeg har lavet billedet, og I kan lige tro at I skal synes godt om det!

Nå, men altså, nu er boardet snart klar til åbning. Jeg er så syyygt utålmodig.

UH! Og så drømte jeg om Axel her den anden nat - uhauha. Jaja, nu skal I bare høre! Jeg drømte at hun skulle på besøg i en weekend, og vi skulle altså have et hotelværelse - uhauha! Men altså, lige pludselig, og ret random, ville Anna altså også med. Hun måtte ikke, men selvfølgelig klistrede hun sig på, på min ret så specielle "date". Vi kom hen til et hotel, kiggede en masse af værelserne igennem, og fandt ét vi elskede. Det var beskidt og der var efterladt rester fra de tidligere lejere, men hov! Skabene var fyldt op med popcorn, så vi måtte bare have netop det værelse! Og så var der selvfølgelig dobbeltseng og jacuzzi, det skal vi ikke brokke os over. Men altså, jeg satte popcorn over, og Axel og jeg forsvandt ud i jacuzzien i vores fine bikinier. Det var sygt romantisk, og der var også varme omfavnelser og kys - hende og jeg var seriøst det bedste par nogensinde, så er det sagt. Men så kom Anna den ged gående, forstyrrede og var super jaloux, for hun skulle selvfølgelig også være forelsket i Axel! Jeg kan huske at jeg var virkelig sur, for hun var min, og Anna skulle ikke blande sig. Men Axel ville så have mig - ha! - og så ringede mit vækkeur. Ikke nogen dårlig drøm, lol.

Nå, men det var vist alt for nu!

Blasted P.E.

Her i dag sidder vi og snakker om et stykke vi læser i engelsk. Ja, fint nok, hurra, vi elsker at læse, intet problem. Bortset fra at stykket er super klamt. Det er et in-yer-face-teaterstykke, og jeg forstår virkelig ikke hvad det skal gøre godt for. Hvis jeg vil læse om klamme hændelser, hvor det meste forresten er dybt urealistisk, så lader jeg være! Altså, jeg har virkelig intet behov for det. Hvis jeg nogensinde vil læse om noget klamt, så læser jeg i avisen om den nyeste seriemorder, det her er bare for latterligt.

Hvad med alle de små børn derude? "Nå ja, I skal lige læse det her teaterstykke. Det hedder Blasted." Og så sidder de små unger dér og læser et stykke hvor folk får suget øjnene ud, bliver voldtaget, og spiser døde mennesker, når de ligger og har ondt af sig selv i al deres ynkelige, blindhed. Nej tak! Jeg læser det aldrig mere. Jeg sætter mig pænt ned på min stol, krydser mine arme, og nægter at læse et stykke ligesom det, nogensinde igen. Og så troede jeg at Fluernes herre var slem. Det er ligefrem mig selv der er ynkelig så, altså, suk, suk, suk.

Men altså, noget positivt? Jeg skal have idræt om lidt. Jeg glæder mig som en sindssyg, hvilket er noget der er meget sjældent når man er mig. Jeg er slet ikke en person der bevæger mig, overhovedet ikke, jeg hader motion, men hvor jeg dog glæder mig! Jeg skal ind og lege madraskamp eller akrobatik. Du kan bare komme an! Ja, så skal jeg vælte alle de andre strikkepinde omkuld, kaste lidt rundt med dem, og hoppe lidt på en luftmadras. Var der nogen der sagde barnlig? Ja tak!

I feel fine - or do I?

(prøve-banner for mit nye board)

I dag har været ikke så lidt af en blandet dag, må jeg indrømme. Jeg startede med at stå op klokken halv ni, spise morgenmad, se fjernsyn, tage tøj på. Det hele var meget stille og roligt. Min mor og jeg havde aftalt at hun ville køre mig i skole, og hente mig igen, men så kom hun frem til at hun var for doven, og at jeg skulle blive hjemme. Men vi skulle stadig til Silkeborg og hente togbilletter og buskort, fair nok. No problemo. Men bagefter vi har hentet det, ringer min stedfar så til min mor. Nå ja, han har da lige været oppe at skændes med chefen, som har bedt ham om at finde et nyt arbejde. Super fedt. En familie med en arbejdsløs mor, og en stedfar der snart er uden arbejde. Lol, jeg må snart være den med den højeste indtægt herhjemme, det er jo absurd.

Men altså, min blev sur, tosset, hun har været umulig hele dagen på grund af det, manden fik da også ikke så lidt af en skideballe da han kom hjem. Damen er tosset over at han ikke kan styre sig selv henne på arbejdet, for han kommer altid op at skændes med alle sine arbejdsgivere, det er latterligt.

Nå, men jeg har ellers haft meget travlt i dag. Jeg er i gang med at lave et nyt board (tekstbaseret rollespil), og det kom virkelig bag på mig hvor meget arbejde man skal lægge i det, hvis det skal være gennemtænkt og ordentligt. Men på den anden side er jeg stolt over hvad jeg har opnået indtil videre. Jeg mangler faktisk bare lidt på sidebars og så at oprette fora. Jeg har fået skrevet så meget at mine fingre rent faktisk ryster lige nu af at skrive. Jeg har siddet ved computeren stort set hele dagen, det kan umuligt være sundt længere, men jeg måtte altså lige ud med det. Jeg vil helt klart opfordre til at glo på boardet når det er klart. Jeg har valgt at bygge det ud fra det Tortallanske univers som den elskede Tamora Pierce har skabt - yndlingsforfatter herfra, så er dét nævnt. Det er sygt grundigt, og jeg havde virkelig aldrig troet at jeg skulle kunne have tålmodigheden til det her, men jegved bare at det bliver dét værd når jeg er færdig.

Men altså, lige nu sidder jeg og skriver musikaflevering. The Beatles med I feel fine, har jeg fået æren af at analysere. Det er ikke sjovt. Jeg ved ærlig talt ikke en skid om tonika, subdominant parallel, og groove. Hvad skal jeg bruge det til? Altså, tror de at jeg sætter mig ned med mine børn når jeg bliver gammel, og siger: "så, små basser. Nu synes jeg saftsuseme at vi skal analysere en Beatles-sang, det bliver virkelig sjovt!" Nej, næppe, vel? Så vil jeg hellere bage nogle småkager, og kaste en snebold i hovedet på de små bæster. Meget sjovere.

Men nu må jeg smutter, jeg bliver jo nok nødt til at vende tilbage til den musikaflevering, den laver vel ikke sig selv.

Super Lazy!

Denne her uge har nok været den letteste uge i hele mit liv. Lettere end selv børnehaven. Jeg mener det, den har været så latterlig let, at det har været helt absurd. Jeg er kommet i skole, har haft to moduler. To, og så er jeg bare taget hjem igen. Og alligevel pjækkede jeg fra skole onsdag. "Hvorfor i alverden havde jeg behov for det?" spørger jeg mig selv, og jeg synes ikke at komme frem til noget fornuftigt svar. Jeg har det så nemt, og alligevel tager jeg ikke i skole. Mit fravær er højt, alt for højt, så det er ikke bare fordi jeg har masser af fravær og trække på.

På mandag, i morgen, tager jeg heller ikke i skole. Jeg har ét modul. Det ville være så let. Men jeg har skam fundet svaret. Jeg er doven. Jeg er så luddoven at det burde være løgn. Jeg er ét af de mest dovne mennesker jeg kender, og det er faktisk lidt pinligt at indrømme. Se, hvis jeg nu bare tog mig sammen og sagde: "det her er min uddannelse, min fremtid, jeg må gøre noget ved det!" ville det hele garanteret fungere helt fornuftigt, men sådan er jeg bare ikke. Det er ikke så lidt af en skam. Jeg burde virkelig tage mig sammen. Jeg tror, jeg vil undersøge muligheder for hvordan jeg kan ryste denne dovenskab af mig. Jeg finder næppe noget, for jeg ender sikkert med at være for doven til at undersøge det, meeen.. jeg kan jo altid prøve!