Her i dag sidder vi og snakker om et stykke vi læser i engelsk. Ja, fint nok, hurra, vi elsker at læse, intet problem. Bortset fra at stykket er super klamt. Det er et in-yer-face-teaterstykke, og jeg forstår virkelig ikke hvad det skal gøre godt for. Hvis jeg vil læse om klamme hændelser, hvor det meste forresten er dybt urealistisk, så lader jeg være! Altså, jeg har virkelig intet behov for det. Hvis jeg nogensinde vil læse om noget klamt, så læser jeg i avisen om den nyeste seriemorder, det her er bare for latterligt.
Hvad med alle de små børn derude? "Nå ja, I skal lige læse det her teaterstykke. Det hedder Blasted." Og så sidder de små unger dér og læser et stykke hvor folk får suget øjnene ud, bliver voldtaget, og spiser døde mennesker, når de ligger og har ondt af sig selv i al deres ynkelige, blindhed. Nej tak! Jeg læser det aldrig mere. Jeg sætter mig pænt ned på min stol, krydser mine arme, og nægter at læse et stykke ligesom det, nogensinde igen. Og så troede jeg at Fluernes herre var slem. Det er ligefrem mig selv der er ynkelig så, altså, suk, suk, suk.
Men altså, noget positivt? Jeg skal have idræt om lidt. Jeg glæder mig som en sindssyg, hvilket er noget der er meget sjældent når man er mig. Jeg er slet ikke en person der bevæger mig, overhovedet ikke, jeg hader motion, men hvor jeg dog glæder mig! Jeg skal ind og lege madraskamp eller akrobatik. Du kan bare komme an! Ja, så skal jeg vælte alle de andre strikkepinde omkuld, kaste lidt rundt med dem, og hoppe lidt på en luftmadras. Var der nogen der sagde barnlig? Ja tak!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar